De ti bud, sekulær bibel, The Good Book

Fra The Good Book, skrevet af den engelske filosof A.C. Grayling, står de tid bud.
The Good Book er en sekulær bibel, der ikke omtaler gud, men tror på det spirituelle. Klik på linken og se hvad The New York Times skrev om bogen, som kan købes på www.amazon.co.uk

Elsk ordentligt

Søg det gode i alle ting

Gør ikke andre fortræd

Tænk selvstændigt

Tag ansvar for dit liv

Respektere naturen

Yde dit bedste

Søg information for det giver visdom

Vær venlig og forstående

Forsøg at fatte mod, og hjælp andre

The Good Book er et alternativ til religion, uden en personificeret Gud. Med respekt for andre end dig selv. Kunne verden trænge til at tro på en Gud, der er det gode i alle mennesker ? En Gud der ikke dræber i hans navn, og ikke skiller mennesker ad i splittede religioner. En kraft der ikke er menneskelig, og som ikke kan hjælpe menneskeheden mere end det menneskeheden selv vil hjælpes. Vi bør respektere al levende på vores jord og forsøge at give godhed til andre. Det lyder godtroende, men ellers vil vi forgå i ondskab og disrespekt for vores jord.

Sløv Cognitiv Type = SCT, en ny variant af ADHD

Ny variant i ADHD, Sløv Cognitiv Type = SCT = sluggish cognitive tempo

Når man intereserer sig for uopmærksomheds forstyrrelser, inklusiv ADHD, vil man ind imellem finde en person der er uopmærksom, men er sløv i stedet for at være hyperaktiv. Lidt det modsatte man vil kunne finde hos een med klassisk ADHD. Ca. 5% af dem der har uopmærksomhedsforstyrrelser vil have denne type sløv form, som vi kalder SCT.

Hvis man kigger ind på wikipedia på denne adresse, vil man finde en engelsk udgave af en beskrivelse af SCT:

http://en.wikipedia.org/wiki/Sluggish_cognitive_tempo

Videnskabelige artikler om SCT:

http://www.springerlink.com/content/w2t1204107057736/

http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/11845644

Jeg har via min psykiatriske klinik truffet en hel del med SCT, fordi jeg har set ca. 900 personer med ADHD/ADD gennem 8 år.

Jeg vil beskrive dem således:

De kommer oftest til klinikken i alderen 15-25 år, fordi de ikke kan tage sig sammen til at tage en uddannelse, og at de i hverdagen er sløve og ugidelige. De lader det meste stå stille i deres liv. De er mere interesseret i en mental stimulering end i kropslig stimulering (sport m.m.). Derved bliver computeren en ofte central stimulation. Deres hukommelse er skiftende, nogle gange elendig andre gange ganske god. De er ikke interesseret i seksuel aktivitet. De er sociale, men kan godt lide at passe sig selv. De er ofte generte og opgiver let en opgave. De søger sjældent hjælp, hvis de har problemer. Ofte har de indlærings besvær, ikke fordi deres intelligens er nedsat, men simpelthen fordi de ikke gider. De ser hverdags problemer som utrolig besværlige. Næsten umulige at udføre. Nogle virker depressive, men det er deres mangel på motivation, der kan give indtryk af en depression. De har ikke mørke tanker men opgivende tanker. “Det kan ikke betale sig” er et ofte forekommende udtryk hos denne gruppe mennesker.

Der er en del diskussion om, SCT er en subgruppe af ADHD. Det kunne det være, fordi de har en hel del fælles symptomer: utålmodighed, rastløshed, nedsat arbejds hukommelse, dagdrømmeri, nedsat koncentration m.m.

Behandling:

Det ser ud til, at Metylphenidat (Ritalin, Medikinet) ikke har den store effekt på denne gruppe mennesker med SCT. Måske i små mængder kan det hjælpe. Vi ved endnu ikke, hvilken behandling der er bedst for mennesker med SCT. Man har foreslået Atomoxetin og Venlafaxin, men det er usikkert.

Hvornår opdages SCT ?:

Børn og unge med SCT bliver ofte oversete, fordi de er relative rolige, men meget fraværende. De søger ikke ind i sociale sammenhænge, men kan godt deltage i fester og sammenkomster, men oftest ude i periferien. De knytter ikke tætte venskaber, og er ikke særlig interesseret i det modsatte køn. De er ikke ude på at møde stimulerende handlinger som dem med ADHD. De bliver mere stimuleret af synsindtryk og musik.

Generelt virker personer med SCT som rolige, fraværende, uinteresserede, dagdrømmende, vekslende hukommelse og med visse indlærings vanskeligheder. Ofte lægger man ikke mærke til dem med SCT før de skal præstere noget, fordi så falder de igennem. Det sker mest i de sidste klasser i folkeskolen og i arbejdslivet/uddanelse.

Kan man skelne mellem en autist/asperger og en SCT? Det kan man. Een med SCT kan godt socialisere og kunne skelne mellem sociale indtryk, hvor en autist/asperger har det svært med det. En autist mangler evnen til at socialisere, mens een med SCT ikke gider, men kan godt.

Kernepunktet hos dem der har SCT er en nedsat motivation, nedsat koncentration og en manglende “gå på mod”. De opgiver næsten før de er startet. Deres behov for stimulation kommer indefra, mens een med ADHD behøver stimulation udefra med sport, motion, “gang i den “.

Via deres interesser kan man måske øge deres motivation, som oftest er i bund. Man må regne med, at een med SCT kun kan præstere korte opgaver og gerne af vekslende karakter. Kreative fag kan være vejen frem. Dem med SCT stimuleres indefra, ikke udefra.

Nogle amerikanske psykiatere siger, at SCT er en gruppe for sig selv, og er ikke en undergruppe af ADHD. Det er nok rigtigt, fordi SCT ligner langtfra noget der er ADHD, bortset fra den manglende uopmærksomhed og de dårlige eksekutive funktioner. Men tilstanden findes uden tvivl.

Retfærdighedssans og ADHD

Igennem de mange år jeg har behandlet personer med ADHD i min klinik, har jeg opdaget, at ca. 30% af dem havde en usædvanlig stærk retfærdighedssans. Især overfor 3.person, altså personer de ikke havde direkte kontakt med. De kunne ikke tåle at se TV-avisen, fordi de blev indigneret på andres vegne eller ikke kunne tåle, at en social sag var kørt af sporet. Vreden kogte op i dem, og de havde lyst til at skrive harmdirrende indlæg.
Denne udtalte retfærdighedssans kunne også overføres til kolleger der blev behandlet skidt. Men også, at man ikke kunne tåle at blive irettesat, fordi vreden trigges af en retfærdighedssans. "Det er uretfærdigt at du taler sådan til mig". Denne retfærdighedssans, som er ud over det sædvanlige, er ofte koblet til en diskussionslyst eller irritabilitet, og så kan det udvikle sig til skænderier.
Ofte har personer med ADHD et hidsigt temperament, og det sammen med den store retfærdighedssans kan det udvikle sig til megen vrede, frustration og i sidste ende med vold (hvis man er til den slags handlinger).
Jeg har bemærket, at denne retfærdighedssans ligner meget hinanden fra person til person der har ADHD. Men det er "kun" ca. 30% der har dette reaktionsmønster. Mange ADHDer har ikke denne store retfærdighedssans, måske tværtimod, så kan de ikke lide at blande sig i andres sager. Så derfor kigger jeg efter om en ADHDer har denne retfærdighedssans eller ikke, og om den giver besværligheder i hverdagen, således at de behøver rådgivning.

Hvad gør man imod denne retfærdighedssans ?
Først må man erkende, at man har en usædvanlig stor retfærdighedssans, og derefter skal man ønske at blive af med den, eller gøre den mindre. Er man tilfreds med situationen, jamen - så skal man ikke ændre på noget som helst !
Vær opmærksom på, hvornår du trigges på din retfærdigheds følelse. Det må der gøres noget ved, tænker man. Ja, skal man det ? Kan det betale sig ? Hvad opnår du med det ? Vil det medføre skænderier og ballade ? Er det, det værd ? Kunne du måske tænke anderledes ? Du vil sikkert altid kunne forsvare din retfærdigheds følelse, men hvad opnår man med det ? Sikkert tilfredshed, men det har omkostninger. Skidt med det, tænker du. Ja, men din popularitet sænkes sikkert betydeligt, fordi folk opfatter dig som besværlig, måske aggressiv. Folk vender dig ryggen. Det er sjældent, at din heroiske indsats bliver vurderet højt.
Man kan ikke undgå, at hvis man er trådt over tæerne med sin retfærdighdssans, så bliver man vred og forurettet. Man er på vej op i det røde felt. Det bliver man ikke populær på.
Folk vil hellere høre en fornuftig mening og vurdering istedet for at møde een der hvæsser tænderne. Du bliver sikkert ikke hørt fordi du taler vredt.
Det er bedre at argumentere for sine synspunkter, og måske lave lidt humor ud af det. Det bliver man mere populær på (folk lytter mere).