Igennem de mange år jeg har behandlet personer med ADHD i min klinik, har jeg opdaget, at ca. 30% af dem havde en usædvanlig stærk retfærdighedssans. Især overfor 3.person, altså personer de ikke havde direkte kontakt med. De kunne ikke tåle at se TV-avisen, fordi de blev indigneret på andres vegne eller ikke kunne tåle, at en social sag var kørt af sporet. Vreden kogte op i dem, og de havde lyst til at skrive harmdirrende indlæg.
Denne udtalte retfærdighedssans kunne også overføres til kolleger der blev behandlet skidt. Men også, at man ikke kunne tåle at blive irettesat, fordi vreden trigges af en retfærdighedssans. "Det er uretfærdigt at du taler sådan til mig". Denne retfærdighedssans, som er ud over det sædvanlige, er ofte koblet til en diskussionslyst eller irritabilitet, og så kan det udvikle sig til skænderier.
Ofte har personer med ADHD et hidsigt temperament, og det sammen med den store retfærdighedssans kan det udvikle sig til megen vrede, frustration og i sidste ende med vold (hvis man er til den slags handlinger).
Jeg har bemærket, at denne retfærdighedssans ligner meget hinanden fra person til person der har ADHD. Men det er "kun" ca. 30% der har dette reaktionsmønster. Mange ADHDer har ikke denne store retfærdighedssans, måske tværtimod, så kan de ikke lide at blande sig i andres sager. Så derfor kigger jeg efter om en ADHDer har denne retfærdighedssans eller ikke, og om den giver besværligheder i hverdagen, således at de behøver rådgivning.
Hvad gør man imod denne retfærdighedssans ?
Først må man erkende, at man har en usædvanlig stor retfærdighedssans, og derefter skal man ønske at blive af med den, eller gøre den mindre. Er man tilfreds med situationen, jamen - så skal man ikke ændre på noget som helst !
Vær opmærksom på, hvornår du trigges på din retfærdigheds følelse. Det må der gøres noget ved, tænker man. Ja, skal man det ? Kan det betale sig ? Hvad opnår du med det ? Vil det medføre skænderier og ballade ? Er det, det værd ? Kunne du måske tænke anderledes ? Du vil sikkert altid kunne forsvare din retfærdigheds følelse, men hvad opnår man med det ? Sikkert tilfredshed, men det har omkostninger. Skidt med det, tænker du. Ja, men din popularitet sænkes sikkert betydeligt, fordi folk opfatter dig som besværlig, måske aggressiv. Folk vender dig ryggen. Det er sjældent, at din heroiske indsats bliver vurderet højt.
Man kan ikke undgå, at hvis man er trådt over tæerne med sin retfærdighdssans, så bliver man vred og forurettet. Man er på vej op i det røde felt. Det bliver man ikke populær på.
Folk vil hellere høre en fornuftig mening og vurdering istedet for at møde een der hvæsser tænderne. Du bliver sikkert ikke hørt fordi du taler vredt.
Det er bedre at argumentere for sine synspunkter, og måske lave lidt humor ud af det. Det bliver man mere populær på (folk lytter mere).
søndag den 14. august 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar